- Hjem
- Inspiration
- Opskrifter
- Desserter og kager
- citronfromage

Syrlig og sød citronfromage i citronbåde
Her får du opskriften på den klassiske mormor-dessert citronfromage, der har fået et twist ved at blive serveret i halve, udhulede citroner.
Skrevet af Imerco · 23 maj 2023Servér denne lækre og yderst sommerlige dessert til dine gæster, når stemningen godt må være både legende, let og give et smil på læben.
Ingredienser til citronfromage
3-4 store citroner som skåle
2 æggehvider
2 æggeblommer
60 g sukker
5 g vaniljesukker
3 ark husblas
1½ dl piskefløde
1 hel citron, hvor citronskal rives af ca. halvdelen, og der presses saft af ca. en halvdel.
Til pyntning
1 dl piskefløde
Frisk mynte
Evt. kandiseret viol
Tip
Brug et ledningsfrit piskeris - det gør det meget nemmere at jonglere alle de forskellige ting, der skal piskes nærmest samtidig.
Sådan laves citronfromagen
Start med at lægge husblassen i blød i iskoldt (køleskabskoldt) vand.
Pres så citronsaften fra ½ citron og hav klar. Du kan også her udhule 3-4 store citroner, som skal bruges som skåle. Gem evt. saft og frugtkød til anden madlavning.
Pisk æggehviderne stive og stil dem til side. Pisk i mellemtiden flødeskummen luftig.
Pisk æggeblommer, sukker og vaniljesukker sammen til en luftig blanding. Den bobler let, når den er klar. Rær så revet citronskal i.
Smelt husblassen ved laveste blus i en lille gryde. Når det er smeltet helt, blandes det sammen med citronsaften. Lad blandingen køle.
Så piskes husblas-blandingen forsigtigt i æggeblanding.
Tilsæt så flødeskummen, der vendes i nænsomt.
Når flødeskummen er fordelt, tilføjes en smule af æggehviderne, som også vendes i nænsomt. Fortsæt lidt ad gangen med æggehviderne.
Fordel fromagen i de halve, udhulede citroner og sæt dem på køl nogle timer, til de har sat sig.
Tip
Du kan snildt lave citronfromagen dagen før, du skal bruge dem - pynt dem blot lige før servering.
Sådan pyntes citronfromagen
Pisk ca. 1 dl fløde til flødeskum.
Kom skummen i en sprøjtepose, der har stjernetyl.
Sæt små stjerner på hver enkelt portion, pynt med frisk mynte og kandiseret viol.
Velbekomme!