Topfoto 33

Julevafler med nougat og marcipan

Sæt gang i julehyggen med de lækreste, sprøde julevafler med julekrydderier, nougat og marcipan. De passer perfekt til den hyggelige højtid!

Skrevet af Imerco · 22 november 2021

Julevaflerne smager skønt af jul, og er inspireret af de populære Mozartkugler med marcipan, nougat og chokolade. En vaskeægte adventssøndags-menu – eller til den søde tand i december måned. De er også et lækkert og anderledes alternativ til de klassiske æbleskiver.

Se alle vaffeljern.

Det skal du bruge

Vafler (ca. 16-18 stk.)

  • 200 g smør
  • 4 æg
  • 5 dl kærnemælk
  • 4 dl sødmælk
  • 350 g hvedemel
  • 2 tsk. kanel
  • 1 tsk. kardemomme
  • 150 g sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • ½ tsk. salt
  • 150 g marcipan, skåret i små tern
  • 150 g nougat, skåret i små tern

Chokoladesauce

  • 100 g mørk chokolade, hakket
  • 1 dl piskefløde

Desuden

  • Flødeskum af 3 dl piskefløde

Sådan gør du

Hjemmelavede julevafler er et hit i julehjemmet

Vafler

  • Smelt smørret og afkøl det.
  • Pisk æg, kærnemælk og mælk sammen.
  • Bland hvedemel, kanel, kardemomme, sukker, vaniljesukker og salt sammen og pisk det i dejen.
  • Pisk indtil dejen er fri for klumper.
  • Rør til sidst det smeltede smør i dejen. Lad dejen stå ved stuetemperatur i 30 min.

Lav hjemmelavede vafler på dit vaffeljern

  • Varm et vaffeljern op.
  • Kom ca. ½ dl dej i vaffeljernet og kom marcipan og nougat på.
  • Top med en smule mere dej. Bag vaflerne i ca. 3-4 min.
  • Lad dem afkøle på en rist.

Top dine julevafler med lækker en chokoladesauce

Chokoladesauce

  • Varm fløden op i en lille gryde til det lige akkurat begynder at boble.
  • Tilsæt chokoladen og rør det forsigtigt rundt til en ensartet blank masse.
  • Pynt vaflerne med flødeskum og chokoladesauce. Velbekomme!

Brug den topping du foretrækker til dine vafler – andre gode bud er kanelsirup, kirsebærsauce, appelsinmarmelade eller kanelristede æbler.

Opskriften er udviklet af Frederikke Wærens.